Fortjener vi sikkerhed
I Danmark aflyttes Jyllands Postens Journalister. Storbritannien, Frankrig
og USA har sat andre grundlæggende frihedsrettigheder ud af kraft efter
11. september. Her et år efter tragedien, står det mere og mere
klart at fundamentalisterne har vundet første runde af krigen mod
terror.
Specielt USA, burde vide bedre! Benjamin Franklin, en af underskriverne
på USA’s uafhængighedserklæring har nemlig udtalt disse
ord: ”De, som er villige at opgive den egentlige frihed - blot for at opnå
en lille midlertidig sikkerhed - fortjener hverken frihed eller sikkerhed”
Spørgsmålet er, har vi fortjent sikkerhed, når vi bryder
de grundlæggende friheder som vores samfund bygger på. Eskalationen
af krænkelser på friheden, er vand på fundamentalisternes
mølle, de ser at de kan vinde over vores frihed og demokrati, blot
ved at spille på vores frygt. Af de skader som 11. september har forårsaget
er selve terrorhandlingen med kapringen af de fire fly den mindste. Følgeskaderne
som vi har påført os selv er langt større.
Vores reaktion mod terroren er dybt inkonsekvent. Vi fjerner systematisk
friheden for alle, men samtidigt er der fundamentalister i vore lande, som
åbenlyst får lov at spytte på demokratiet i religionsfrihedens
navn. De vestlige demokratier tør ikke smide en fundamentalistisk
muslim ud, af frygt for at miste den demokratiske facade. Men i det skjulte
at bryde demokratiets egne regler, er fuldt ud acceptabelt. Det til trods
for, at en demokratisk forfatning naturligvis hjemler ret til at slå
ned på fundamentalister der undsiger demokratiet, mens der naturligvis
ikke er nogen ret til at bryde retssikkerheden for en hel befolkning.
I bund og grund skyldes terrorproblemet, at de borgerlige og socialistiske
stater ikke stoler på deres egne borgere. Derfor ser disse stater krænkelser
af den egentlige frihed som berettigede, og hverken frihed eller sikkerhed
er noget som disse stater kan tilbyde deres borgere.
Når vestlige stater ikke stoler på demokratiet, så kan
de heller ikke fungere som rollemodeller, for den muslimske verden hvorfra
den fundamentalistiske trussel skyller ind over os. Hvis blot USA levede
op til idealerne i sin egen uafhængighedserklæring, så
var der ingen problemer i USA’s tilstedeværelse i mellemøsten.
Men som det er nu, så skaber USA’s dobbeltmoral blot endnu mere usikkerhed
for hele den vestlige verden.
2011-01-30